Noget af det fede ved Bornholm

I aftes var jeg i biografen, men skulle lige nå at køre nogle forskellige ærinder rundt i byen inden. På et tidspunkt sad jeg i bilen og tænkte over, hvilken vej jeg skulle vælge at køre, for at det ville gå hurtigst, - altså hvor var det nemmest at krydse de store veje, hvor var der mindst trafik!

Så slog det mig - det er fuldstændigt lige meget, hvilken vej jeg kører. For det første er der ingen store veje og for det andet er der ingen trafik. Kødannelse og myldretrafik er simpelthen ikke begreber vi opererer med her! Det er da fedt. Så velkommen.

At være kirke

På weekend med kirken har vi nu brugt tid på at komme lidt nærmere, hvordan vi ønsker at være kirke. Her bare ganske kort lidt af tankerne. Vi begyndte med at fortælle gode positive historier fra vores liv som kristne og som del af en kirke. Jeg lagde mærke til to ting som var et fællestræk ved alle historier. De gode oplevelser hang for det første sammen med at høre til et fællesskab. Det kunne være fællesskab på flere måder fra fællesskabgrupper til arbejdsfællesskab og for det andet var det enkelte personer (forbilleder), som havde gjort et stort indtryk.

Farvel aktivitetskirke (den som holder det meste igang fordi sådan har det jo altid været og derudover kun dræner medarbejdere for energi til at være) og tak for den tid vi har kendt hinanden. Ja, det har jo længe været en kendt sag, men nu må vi nok til at høre efter også, hvad vi selv siger, har betydet noget i vores eget liv. Tænk hvis kirken i dag kunne være et sted, hvor mennesker faktisk havde lyst til at være sammen med hinanden!!!

Det var faktisk oplevelsen fra vores weekend. En rigtig god stemning hvor vi på tværs af generationer oplevede en åbenhed og imødekommenhed for hinanden.

Hvad betyder det så for vores identitet som baptister og hvordan skal vi, som lokal kirke, prioritere? Jeg tror, det handler om nærhed. At turde tilbyde os selv, - at være. Der er såmænd nok ikke så meget mere i det end det! Måske ikke så dybt, men vi skal jo begynde et sted.

GAL="Get A Life"

Vi havde en rigtig god start på vores GAL-sæson i går. 12 unge fra 11-16 år hyggede sig godt og var så begejstrede for at være sammen, at de ikke ville hjem igen. I bogstaveligste forstand for 3 af dem, de havde forskanset sig i et af rummene og vi kunne ikke få døren op, da vi skulle hjem. Flere gange forsøgte vi at "sprænge" døren, men uden held. Det lykkedes til sidst en efterhånden noget desparat leder at få åbnet en anden udgang med en ikke lige til den dør anderledes nøgle!
Og sådan må det vel også være, hvis vi vil have et liv! Vi kan ikke forskanse os, vi må ud i verden, - den verden som Gud elsker!