Overgivelse!

Jeg tænker lidt på, om vi har så travlt med at være "kirke", at vi misser overgivelsen til Gud. Hvis vi nu spørger vores kirke eller menighed, hvilken kirke, det er vi drømmer om, - ja, så kan jeg godt have en mistanke om, at vi meget hurtigt vil få en hel del foreslag til det, sådan udfra det vi kender så godt i forvejen. Men spørgsmålet er, om vi drømmer om, hvordan det vil være, at være fuldstændig overgivet til Gud, at være 100% afhængig af ham. Det kan godt betyde en hel del for, hvordan vi er kirke i fremtiden - vi skal nok turde være noget, vi ikke har prøvet før.

Jeg drømmer om, at jeg hver eneste dag, ikke er den samme, som jeg var i går. Livet er en vandring - i overgivelse til Gud, går den fremad!

Fredsandagt

I denne tid lægges der op til at vi samles på tværs af religioner til demonstration for fred. Det synes jeg er alletiders. Jeg vil meget gerne være med til at samles på tværs af alle mulige skel i bestræbelsen på at sætte fred på dagsordenen. Jeg mener, at vi der, som mennesker har et fælles anliggende. Jeg vil også gerne være med til at vi åbner vore kirker, som værter for sådanne arrangementer. Det har jeg ikke noget problem med, men det giver et sug i maven på mig, hvis der ligger det i "fredsandagt", at vi mødes i fælles bøn!

Jeg er ikke sikker på, at det giver mening at trække demonstrationen på tværs af religioner ind i et "religiøst rum" med tilhørende spiritualitet. Der er kun én Gud, men hvis den Gud vi beder til, ikke også er Jesus Kristus og Helligånden, så beder vi ikke til Gud og vores fælles bøn er ikke ærlig og ægte, men hul og rent show.

Hvad mener I? Jeg er åben for andre synspunkter på dette, da jeg selv er lidt i tvivl, - får bare lige den der fornemmelse i maven!