Her er et bud på, hvordan vi forholder os til „meningen med alt". Det er Wilfrid Stinissen der siger:
Vi har ikke sjældent en fejlagtig opfattelse af, hvad der er godt eller ondt, godt eller dårligt. Hvis vi vinder i lotteriet, siger vi: „Det er fantastisk. Tak gode Gud!" Hvis vi bliver bestjålet, dumper til eksamen, eller hvis en god ven bliver taget fra os, siger vi: „Hvorfor tillader Gud, at sådan noget rammer mig?"
For det meste har vi en meget indskrænket synsvinkel på tingene, vi ser dem kun punktvis, ufuldstændigt og usammenhængende. Undersøgende plukker vi Guds store helhedsplan i små stykker. Naturligvis bliver alt da også uforståeligt og meningsløst. Fordi vi er så kortsynede, går der så let panik i os.
Vi beklager os over de kriser, som Kirken, verden og menneskeheden gennemgår (naturligvis er det vores opgave at forsøge at afhjælpe al lidelse, hvor det på nogen måde er muligt) og tror, at det gode går mod sin undergang. Men Gud ser længere, videre, dybere. Han ser, at menneskehedens kriser er vækstkriser, han ser, at Kirken renses og lutres gennem modgangen.
Gud overskuer hele historien og måler derfor efter andre normer end vi. Det, som er tragisk og dramatisk for os, kan være godt, meget godt for ham.
Det er ejendommeligt, at vi har så svært ved at acceptere lidelsen som en modningsproces, selvom naturen uophørligt viser, at det gamle liv må dø for at det nye skal fødes. Hvis en blomst absolut vil vedblive at være blomst, kan den aldrig blive til frugt.
Lidelsen udvikler dig, og når du forener det med Kristi kors, bliver det til frelse for dig og for mange.
---
Er det en forklaring vi kan bruge eller ....?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar