Jeg tænker lidt på, om vi har så travlt med at være "kirke", at vi misser overgivelsen til Gud. Hvis vi nu spørger vores kirke eller menighed, hvilken kirke, det er vi drømmer om, - ja, så kan jeg godt have en mistanke om, at vi meget hurtigt vil få en hel del foreslag til det, sådan udfra det vi kender så godt i forvejen. Men spørgsmålet er, om vi drømmer om, hvordan det vil være, at være fuldstændig overgivet til Gud, at være 100% afhængig af ham. Det kan godt betyde en hel del for, hvordan vi er kirke i fremtiden - vi skal nok turde være noget, vi ikke har prøvet før.
Jeg drømmer om, at jeg hver eneste dag, ikke er den samme, som jeg var i går. Livet er en vandring - i overgivelse til Gud, går den fremad!
kunne man måske ikk prøve at være kirke på en måde så man vandrer mod 100% overgivelse?...
SvarSletJo, det er jo lige det!
SvarSletpraktiserer du så den drøm at være en 'ny jesper' hver eneste dag... ?
SvarSletjeg er enig med dig når det kommer til at turde noget man ikk har gjort før... men hvad gør man når ens kirke ikke er enige? kommer man så længere væk fra den vej mod 100 % overgivelse? og kan man selv vandre når ens relationer til kristne og kirken ikke gør det?...
Undskyld ventetiden - har lige været lidt væk!
SvarSletJeg praktiserer at stille mig åben overfor at Gud må fylde mit liv med sin Ånd og må handle i mit liv fuldstændig frit. Han ved bedst. Jeg skal hver eneste dag arbejde med, at ville det, som Gud vil. Det er min beslutning, mit valg, som jeg ikke altid kan leve op til. Men fordi det kan synes som en umulig opgave, må det ikke forhindre mig i at ønske det for mit liv.
Vandringen med Gud er livslang og kan være forbundet med en del venten... Jeg kan ikke presse mennesker eller bare håbe på at de efter lang diskussion vil komme til at synes det samme som mig (hvis jeg er på den rette vej!), - jeg kan kun stille mit eget liv til rådighed og med mit liv, mine valg i livet, være et eksempel på det som jeg tror. Samtidig er jeg afhængig af fællesskabet med andre kristne, som kan vise mig sider, som jeg ikke har set, som kan hjælpe mig tilrette, når jeg går galt i byen. Derfor tror jeg, at vi har brug for at vandre med andre, selvom det kan være svært, hvis man står meget langt fra hinanden.
Der kan være tider i vores kirker, hvor vi er nødt til at tage nogle skridt ud over det sædvanlige, hvis vi skal bevare vores troværdighed som kristne. Det kan simpelthen ikke hjælpe noget, at vi beder mennesker om at gå med os ind i en verden, som den så ud for 50 år siden, - men det er vidst en anden snak...