At være kirke

På weekend med kirken har vi nu brugt tid på at komme lidt nærmere, hvordan vi ønsker at være kirke. Her bare ganske kort lidt af tankerne. Vi begyndte med at fortælle gode positive historier fra vores liv som kristne og som del af en kirke. Jeg lagde mærke til to ting som var et fællestræk ved alle historier. De gode oplevelser hang for det første sammen med at høre til et fællesskab. Det kunne være fællesskab på flere måder fra fællesskabgrupper til arbejdsfællesskab og for det andet var det enkelte personer (forbilleder), som havde gjort et stort indtryk.

Farvel aktivitetskirke (den som holder det meste igang fordi sådan har det jo altid været og derudover kun dræner medarbejdere for energi til at være) og tak for den tid vi har kendt hinanden. Ja, det har jo længe været en kendt sag, men nu må vi nok til at høre efter også, hvad vi selv siger, har betydet noget i vores eget liv. Tænk hvis kirken i dag kunne være et sted, hvor mennesker faktisk havde lyst til at være sammen med hinanden!!!

Det var faktisk oplevelsen fra vores weekend. En rigtig god stemning hvor vi på tværs af generationer oplevede en åbenhed og imødekommenhed for hinanden.

Hvad betyder det så for vores identitet som baptister og hvordan skal vi, som lokal kirke, prioritere? Jeg tror, det handler om nærhed. At turde tilbyde os selv, - at være. Der er såmænd nok ikke så meget mere i det end det! Måske ikke så dybt, men vi skal jo begynde et sted.