En sen nattetime var jeg til premiere på den nye Harry Potter film med mine drenge. I en tæt på fyldt biograf sad mennesker med stor forventning til den her film. Nu var det nat, så jeg må indrømme, at jeg ikke så hele filmen, men jeg mener, at jeg så det meste. Jeg er sikker på, at de fleste i biografen kendte bogen og vidste, hvad der skulle ske. Sådan må det have været, for da tæppet langsomt glider fra, begynder hele salen at klappe i forventning til, hvad de nu skal opleve.
Så tænker jeg bare, - hvordan er det, når vi går til gudstjeneste? Vi kender bogen, vi ved, hvad der skal ske, vi ved, hvad Gud kan gøre i vores liv, så hvor er den store forventningsfulde klapsalve, da "orglet" sætter i :-)
hehe...
SvarSletdet kan være det er det der er galt...orglet. Men jeg tror du har fat i en vigtig pointe. Hvorfor forventer vi ikke at Gud gør mere når vi søger Ham?
Der er frit valg mellem orgel, flygelhorn, trommer, banjo, saxofon you name it.....
SvarSlet